Om StaySimple.dk

Bloggen her startede i 2014, som en blog om sund kost og livsstil. Jeg var netop blevet uddannet som eksamineret kostvejleder, og brændte for at dele ud af alt det jeg havde lært, og som gav mig selv så gode resultater.

Men livet er en forunderlig størrelse, og nogle gang slår skæbnen små (eller store) krøller på ens vej, og pludselig dukkede lysten til at skrive om hjemmelavede naturlig hudplejeprodukter, køkkenhave og kreative projekter op.

Interessen for kosten og hvordan den påvirker os har altid været der, men den blev for alvor seriøs, da jeg i 2012 fik psoriasis. Det skræmte mig fra vid og sans, at steroider i creme og tabletter kunne blive en del af min hverdag. Så med min læges opbakning begyndte jeg at læse alt, hvad jeg kunne finde om kost og psoriasis.

Det åbnede en hel verden op for, hvordan kosten påvirker vores krop, sind og helbred, og dermed også en naturlig interesse i, hvordan vi lever mere enkelt og naturligt.

Rigtig mange livstilssygdomme dukkede op i kølevandet på at supermarkederne fik flere og flere produkter med lang holdbarhed og lavt fedt- og sukkerindhold (som så er blevet erstattet af tilsætningsstoffer, for at bevare smagen – eller noget der ligner) på hylderne. Det giver da stof til eftertanke, ik? …og grobund til tanken om at det måske ikke er så tosset, at skrue tiden lidt tilbage til dengang det hele handlede om kvalitet frem for kvantitet.

Stay Simpel kommer derfor fremover til at handle om min stigende interesse for at lave mange ting selv. Er det selvforsyning? Ja, måske, men det skal være på den fede måde, hvor det er hyggeligt og passer ind i en travl hverdag (og en moderne bolig). Vi kan jo kalde det selvforsyning på høje hæle ;O)

Jeg har ingen erfaringer at trække på (ikke særligt mange i hvert fald), og bloggen her bliver derfor en slags dagbog/kalender, for årets gang, med det op og nedture, som der uundgåeligt vil følge. Et opslagsværk om man vil, med forslag til lækre ting til hverdagen, som vi selv kan lave – hvis alt går vel :O)

“Hvad hjertet er fuld af løber munden (eller i dette tilfælde tastaturet) over med”, og mit hjerte er fyldt med en drøm om et mere enkelt liv fyldt med gummestøvler, grydelapper og garnnøgler.

God fornøjelse!

Pia

 

 

 

 

 

PS:

Alle opskrifter og vejledninger her på siden er til fri afbenyttelse – på eget ansvar. Jeg vil sætte pris på, at du linker tilbage hertil, hvis du viser ideer og opskrifter herfra på din egen blog, eller andre sociale medier.

Opskrifterne er udviklet af mig, medmindre andet er angivet, og ligeledes er et indlæg kun sponsoreret, hvis det er klart og lydeligt angivet i teksten.