
Jeg går stadig og nusser i køkkenhaven, for der er både hindbær, brombær, rucola og bladbeder dernede. Det er noget helt andet end mine tidligere forsøg på at lave en køkkenhave, hvor jeg på denne tid af året allerede ville have høstet alt, og jeg ville have efterladt et visnet roderi, der hurtigt fjernede enhver lyst til at gå i haven.
I år er jeg allerede i gang med at høste for anden gang, og imens opstår der nye planer for køkkenhaven. Det er ret nemt, det der med at plante nye afgrøder, når første hold er færdige, man skal bare lige husket at det kan være nødvendigt med sædskifte.
For at undgå sygdomme og skadedyr bør der gå mindst 4 år før en grøntsag indenfor samme familie må vokse på samme stykke jord igen. Nedenfor har jeg lavet en liste over de typiske grøntsagsfamilier, vi sår i køkkenhaven. Den kan hjælpe med at holde høsten god og jorden sund.
Græskarfamilien – agurk, græskar og squash
Korsblomstfamilien – broccoli, kinaradise, peberrod, radise, rucola og alle typer kål
Kurveblomstfamilien – artiskok, jordskok, salat
Liljefamilien – asparges, hvidløg, løg, porre, purløg og skalotteløg
Læbeblomstfamilien – basilikum, citronmelisse, mynte og timian
Natskyggefamilien – kartoffel og tomat
Salturtfamilien – bladbeder, rødbeder og spinat
Skærmplantefamilien bladselleri, dild, fennikel, gulerod, knoldselleri, koriander, kørvel, løvstikke, pastinak, og persille
Ærteblomstfamilien – bønner, hestebønner og ærter