Jeg har nået mit mål!

 

For omkring et års tid siden læste jeg en artikel med en kvinde i 50’erne, som kom hjem fra arbejde. Hun parkerede bilen i gårdspladsen, hoppede i gummistøvlerne, greb kurven og gik ud i haven for at høste frugt og grønt. Jeg syntes, at det lød helt fantastisk at kunne gøre det – sådan et liv ville jeg også have, tænkte jeg, og derefter tog bloggen her en drejning, og kom til at handle om gummistøvler (køkkenhaven), grydelapper (opskrifter) og garnnøgler (den giver vist sig selv ;0).

Jeg har forsøgt at finde artiklen/damen igen, men det er desværre ikke lykkedes mig. Tilgengæld er det lykkedes mig at skabe det liv! Jeg har ganske vist ikke en gårdsplads, hvor jeg kan parkere min bil (til gengæld skal jeg heller ikke rydde den for sne om vinteren ;0). Men jeg kan tage gummistøvlerne på, kurven under armen, og høste frugt og grønt i haven – og det er lige så skønt, som jeg forestillede mig! Jeg hører åbenbart til dem, der synes, at det tangerer til terapi at stå og skrælle æbler i spandevis, imens jeg funderer over hvad de skal bruges til 🙂

Og jeg er slet ikke færdig endnu!

Jo flere af de gamle husmodertricks jeg lærer, jo mere får jeg lyst til at lære. Der findes uanede muligheder, og man bliver en del af et fællesskab med andre, der har samme interesse – på tværs af alder og interesser.

Jeg nåede i mål – og jeg anede slet ikke at det ville være så sjovt!

Kan du følge mig, eller tænker du, at nu er der da for alvor gået farmor i den? ;0)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

4 thoughts on “Jeg har nået mit mål!

  1. Jeg kan sagtens følge dig! Selv har jeg været sådan lidt farmor-agtig siden jeg fik min første urtehave som 22 årig 😀 Jeg er helt på linje med det Nana skriver: “Man bliver simpelthen glad af at gå i gummistøvler og hente mad i egen have”
    – Og stort tillykke med, at du nåede i mål 🙂

  2. Hej Nana. Det kunne da være sjovt, hvis det er dig:) Jeg mindes, noget med, at der var nogle børn fra gaden, der havde været på rov i et æbletræ eller kastanietræ – lyder det bekendt? Men det kan selvfølgelig være to artikler, som jeg roder sammen så lang tid efter. Hvor er det iøvrigt dejligt at høre, at du har det på samme måde som jeg :0)

  3. Jeg går ikke på arbejde pga. en ærgerlig kronisk sygdom, men for et år siden havde jeg en gårdsplads jeg parkerede på, en stor køkkenhave og masser af frugttræer, og jeg er i 50’erne, så det kunne næsten være mig du henviser til 🙂 Nu har vi fået ny gårdsplads som vi holder bilfri, og vi er kun lige gået i gang med at skabe en køkkenhave (kan man mon nå at så salat og spinat nu?!?), men vi har æbler en masse, og jeg elsker den livsstil, så jeg forstår hvad du mener. Man bliver glad af at gå i gummistøvler og af at hente mad i egen have. Jeg gør i hvert fald også 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *