Hvordan får man et smukt tulipanbed?

Mit tulipan bed bliver næppe lige så smukt, som den store mark ved Fole, men lidt har også ret, ikke sandt?

Det er blevet tid til at plante tulipaner, for de har nemlig bedst af at komme i jorden i det tidlige efterår. Men jeg synes godt, at det kan være svært at plante tulipaner, for det lykkedes mig ikke helt at få det til at se lige så flot ud som de professionelle. De har selvfølgelig den fordel, at de ofte har vanvittig mange løg, og det gør det unægtelig nemmere, at få det til at se ud af noget.

Men der er et par tricks til, hvordan man kan få det til at se flot ud – også i en villahave, så dem vil jeg afprøve i år.

• Tulipanløg skal sættes sammen i en lille flok, men der skal rigtig mange løg til, før et tulipanbed ser fyldigt og smukt ud. Planter du en lille gruppe løg midt inde blandt alle de andre grønne planter i bedet, kommer blomsterkronerne til at skyde smukt om midt imellem alt det grønne – lidt på samme vis som anemoner.

• Sætter du kun én farve, så sæt forskellige typer af tulipaner sammen, så der kommer lidt variation i dem.

• Sætter du forskellige farver, så sørg for at farverne passer sammen (også med de andre forårsblomster i bedet).

Løget skal plantes med spidsen opad i en dybde af op til 3 gange løgets højde, men mindst i 10 cm dybde. Jo dybere du sætter dem, jo senere vil de blomstre, og det er jo rart at vide, hvis du gerne vil have løgene til at blomstre i bedet eller i en krukke over en lidt længere periode.

Når blomster og blade er visnet ned, kan løgene tages op, børstes rene og gemmes et mørkt og kølig sted. Det er første år i år, at vi har taget løgene op (og glemt at sortere dem i farver!!), for jeg så ikke helt fidusen i det før, men det giver mulighed for at dele løgene, så der bliver endnu flere blomster i bedet næste år – og det lyder jo ret tiltalende ;O)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *