Er lykken et skab mere?

Hvorfor er det så svært at give slip på en dårlig vane? For et halvt års tid siden ryddede jeg voldsomt ud i mit klædeskab, efter at være blevet inspireret af indlæg på Janes blog. Det gik super godt! Der blev virkelig tømt ud, og for første gang i mit liv (så vidt jeg husker), var der luft imellem bøjlerne. Det føltes fantastisk! Alt mit ”det var pænt engang”-tøj, ”hvis jeg taber 2 kilo”-bukserne og ”jeg ved godt, at den vil sidde meget pænere hvis jeg var 15 cm højere”-nederdelen var væk, og tilbage var kun det tøj, som jeg føler mig godt tilpas i.

Jeg lavede også en regel om, at jeg ikke måtte købe nyt tøj uden at det skulle erstatte noget af det, der allerede var i skabet… og det gik rigtig godt… i hvert fald i starten! For jeg fik ikke håndhævet reglen (og fik vist også bøjet den til ”så længe det passer til noget af det andet i skabet, så er det okay at købe”, så nu er beholdningen igen vokset – kender du det?

Det ærgrer mig og svier lidt, at jeg ikke kunne holde stand. Men jeg giver ikke op så let! Jeg tror ikke på at lykken er et skab mere… eller mere tøj for den sags skyld. Nye vaner tager tid at indarbejde, og ud over at spare plads og penge er der navnlig én af Janes bemærkninger, der stadig kører igennem mit hoved. Nemlig den om hvor meget tid man sparer, når man ikke går målrettet efter et bestemt køb. Det er imponerende, hvordan jeg stadig kan bilde mig selv ind, at de der impulsive ”jeg skal bare lige ose lidt og se hvad der er”-shoppeture kun tager en time eller to, for jeg ved jo godt, at med transport og spisepause er vi hurtigt oppe på det dobbelte – mindst!

Men hvad er så løsningen? Hvordan holder en regnorm standhaftigt fast i en ny god vane? Jeg kunne lave flere faste oprydningsdage, men det løser jo kun problemet med at få plads i skabet. Det ville ikke give det ønskede resultat med at også at spare tid og penge. Kunne en løsning være, kun at have et bestemt antal bøjler i skabet? Så bliver det da pludselig meget synligt, hvis en ny skjorte prøver at snige sig ind.

En anden og meget mere tung løsning kunne være, at blive mere opmærksom på, hvad der sker, når jeg bryder min aftale. Lidt på samme måde, som når man er på slankekur, og fristes af slikhylderne. Er det kedsomhed, belønning eller trøstekøb, som overruler aftalen? Og hvad skal der til for at undgå det?

Jeg tror, at det må blive en blanding. Målet er en ny kold og kynisk oprydning, væk med alle overskydende bøjler og så sætter vi tid på. De kloge hoveder siger, at det tager 21 dage at bryde en vane, så der er sat købestop på de næste 21 dage! There I said it! Nu sidder jeg i saksen, for i guder, hvor ville det være pinligt at blive taget på fersk gerning ved disken ;O)

Fortsættelse følger om 21 dage…

Hvis du vil hvordan det gik efter de 21 dage, kan du læse det her ;O)

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *