Category: Zero Waste

Vil mine tomatfrø mon gro?

Det er blevet tid til at finde ud af om de frø, som jeg høstede fra vores tomatplanter sidste sommer, kan gro og blive til nye flotte tomatplanter.

Jeg havde jo set, hvor let Camilla Plum høstede og tørrede tomatfrø, og måtte da lige finde ud af, om jeg kunne gøre hende kunsten efter.

Så jeg har været i gang med at lave små bæredygtigt potter af avispapir med min pot maker. Ja ja… øvelse gør mester, og jeg er ikke øvet nok til at lave dem ens endnu, men gi’ mig lige et par år, ik ;0)

De små sjove potter er bleve fyldt med jord, og et par enkelte frø. Nu er der så kun tilbage at passe og pleje dem, og vente i spænding på de små grønne spirer… :0)

Lån blomster fra haven til krukken ved fordøren

Jeg har en drøm om at blive selvforsynende med blomster i krukker og vaser. Ideen opstod, da jeg læse om hvordan Anja lånte blomster fra haven, og jeg blev helt hooked på den cyklus man kan lave hele året rundt. Det giver meget mere mening, end at købe nye blomster, der bare bliver smidt væk efter brug.

Tænk sig, hvis man ikke længere behøver at købe blomster til krukkerne ved hoveddøren, men bare kan gå ud i haven og hente dem – det ville da være skønt, ik?

Det kræver blot lidt omtanke her i starten, hvor jeg skal have bygget et “lager” af blomster op. I vinters fik jeg det lille juletræ, som jeg har planer om at plante ud i have og genbruge i en krukke ved fordøren til næste jul. Forårsløg er der nok af derude, og med et par juleroser i haven, så burde der være godt styr på krukkerne ved fordøren i vinterhalvåret.

Næste step er at udtænke, hvilke stauder, der blomstre om sommeren, så jeg kan plante dem i krukkerne i sommerhalvåret, og sætte dem tilbage i havens jord i vinterhalvåret. Så langt er jeg ikke nået endnu – så jeg tager gerne imod forslag. Hvilke blomster har du i krukkerne om sommeren?

Husk nu at bruge broccolistokken!

Jeg kan blive helt pinligt berørt over alle de broccolistokke, som jeg har smidt i skraldespanden! Det er mig en gåde, hvorfor jeg ikke har lært at bruge den tidligere… Kan det være, at man bare ikke vidste bedre i det forrige århundrede, da jeg havde hjemmekundskab?

Nå, men hvis man skærer den yderste “skal” af, kommer man ind til den lækre lyse del af broccolistokken, som kan spises med velbehag. På fotoet kan du se de få tynde skiver “skal”, der er til rest fra min broccoli 🙂

Så det ER altså vanvittig ikke at bruge stokken, for den sniger sig snildt med i gryderetter, når den er skåret i små tern.

Du kan også skære den i tynde stænger (ligesom du gør med gulerødder), og spise dem som snack eller tage den med på madpakken – de smager skønt med en rest pesto!

Jeg øver mig i at passe på mine ting

“Bæredygtighed er også at passe på tingene”. Ordene er skrevet af Signe Wenneberg, og de er et enormt vigtigt budskab til min generation, der er vokset op med en større mængder laminat, og (hvor nødig vi end vil være ved det) en køb og smid væk kultur – Vi kan bare smide ud, hvis det går i stykker eller skifte ud, hvis vi bliver trætte at det… måske det har været vores måde at vise overskud og velstand på?

Jeg er blevet bedre til at reparere tøj, der er gået i stykker, og jeg kæmper for at huske, at give spisebordet en sæbebehandling. Jeg øver mig i at huske at vande blomsterne, omplante stiklinger inden de kvæler planten, og at plante hyasintløgene ud i haven efter jul.

Jeg kunne helt klart blive bedre til at pudse mine sko, og kan slet ikke huske, hvornår havemøblerne sidst har fået olie (men jeg kan nu også rigtig godt lide den sølvgrå farve, de får af tidens tand)… eller cykelkæden for den sags skyld, men mine fine skærebrætter af træ får da en sjat i ny og næ.

Jeg har opdaget, at jo mere tid vi har investeret i at udvælge en ting, og/eller jo bedre kvalitet vi har valgt, desto bedre er vi til at passe på den.

Solbriller og ure er et godt eksempel. Vi passer ikke rigtig på de billige versioner, vi køber i et supermarked, vel? Men køber vi en dyrer kvalitetsudgave, så er vi lidt mere påpasselig med at lægge brillen i etuiet og at skifte batteri i uret, ikke sandt?

Der er plads til forbedringer herhjemme, men jeg øver mig :0) Er du god til at passe på dine ting?


Hvad kan man egentlig bruge et gammelt syltetøjsglas til?

For nyligt lykkedes det mig at knække koden til, hvordan man fjerner etiketter fra gamle syltetøjsglas. Det har åbnet en hel verden at muligheder for at genanvende dem, og jeg har derfor lavet denne lille brainstorm med anvendelsesmuligheder:

Til madpakken – Salat eller yoghurt på farten

Coffee to go

Hjemmelavede snekugler (ryste kugler)

Til opbevaring af madrester

Shake’n bake kage gaver (med et lille kort og en sløjfe)

Hjemmelavede marmelade og syltede grønt

Lav overnight oats i dem, så kan det let tages med i farten på en travl morgen

Brug dem til at fryse rester ned i (her er det vigtigt at bruge glas der går lige op og ned, ikke dem med “skuldre” for de springer for let.)

Lysestager  inde og ude (bind et flot bånd og måske en lille blomst/gren på)

Opbevaring af dimser og dippedutter på børneværelse eller i værkstedet

Opbevaring på badeværelset (vatpinde og hårelastikker)

Kan du komme i tanke om flere anvendelsesmuligheder?

Sådan fik jeg bugt med etiketterne

Jeg har længe ledt efter en nemt methode til at fjerne etiketter med tilhørende lim fra blandt andet syltetøjsglas. Da jeg rigtig gerne vil genbruge dem. Det er gået forholdsvis let med at fjerne etiketterne, når bare de er blevet blødgjorte med lidt varmt vand, men limen kan være ret kraftbørstig…

Igennem tiden har jeg fået flere velmente råd, men når jeg stod i supermarked kunne jeg aldrig rigtig huske, hvad det var jeg skulle købe… måske fordi jeg stort set aldrig bruger skrappe sager som sprit eller acetone, og derfor er modvillig mod at købe en hel flaske, når jeg kun skal bruge et par dråber – jeg vil meget heller bruge noget, som jeg allerede har i huset.

Da slog det indlysende mig (ja, det undrer også mig, at den ti-øre ikke faldt for længe siden ;0) der er jo acetone i neglelakfjerner, og det har jeg i huset.

Fluks prøvede jeg neglelakfjerneren på på glassene, og de blev fine og rene på ingen tid!

Jeg glæder mig til at genbruge glas til madrester, gaver med marmelade, småkager, Shake & bake kager og andre hjemmelavede godter fremover 🙂

1. år uden tørretumbleren

Kan du huske da vi vinkede farvel til den gamle tørretumbler. Vi har nu snart boet her i et år, og det er dermed også tæt på et år siden, at vi besluttede at undvære tørretumbleren.

Hånden på hjertet – Jeg har savnet den! Jeg har savnet at kunne indhente de vildt voksende vasketøjsbunker på en søndag, hvor vaskemaskinen og tørretumbleren kørte om kamp.

I sommerhalvåret gik det strålende, for vi har en lang tørresnor i haven, og med den sommer vi havde, tørrede selv tykke tæpper på et par timer… men vinterhalvåret er en helt anden historie!

Betyder det så, at vi går ud og køber en ny tørretumbler nu? Nej, det gør det ikke! Det kræver mere planlægning, at undvære tørretumbleren, men det er ikke umuligt. De store vaskedage er bandlyst i vinterhalvåret, men hvis vi sørger for hele tiden at vaske i et jævnt tempo, så går det faktisk okay med at holde vasketøjsbunkerne i ave.

Når nu det kun kræver lidt ekstra opmærksomhed fra vores side, så kan jeg godt leve med at betale den pris for at undvære tørretumbleren – det kommer jo både min elregning og miljøet til gode 🙂 

Husk at gemme de fine æsker og silkepapiret juleaften

Rigtig mange er gode til at gemme og genbruge gavepapiret fra juleaften. Men gavebånd af stof kan som regel også bindes op uden en saks og genbruges til nye gaver igen og igen – det giver oven i købet ofte et lidt mere eksklusivt look, så det kan godt betale sig.

Gem også de fine æsker i får. De kan bruges til opbevaring af dimser og dimsedutter i hjemmet… eller måske gavebånd ;0) Hvis der er “grimme” reklamenavne på, kan de let beklædes med genbrugs gavepapir, så de bliver kønne. Hvis ikke der er plads til flere æsker derhjemme, så brug dem som indpakning til nye gaver… (Æsken på billedet er for eksempel blevet genbrugt flere gange).

…Og det er her at genbrug af silkepapiret kommer ind i billedet. Silkepapiret kan genbruges, når børnene skal lave julepynt til næste år, men det kan netop også pynte i bunden af gavekurve og gaveæsker. Det skal alligevel krølles let sammen, så man ikke kan se at det er genbrug.

Det kræver selvfølgelig lidt plads, at opbevare og genbruge gaveindpakning, men put gavebåndene i den mindste æske, og stabel derefter så mange æsker som muligt inde i hinanden. Gavepapir og silkepapiret kan ligge i bunden af den yderste og største kasse… så har du det hele samlet.

Bonus info: Vidste du, at traditionelt gavepapir og gavebånd ikke egner sig til genbrug, fordi det alt for ofte er overfladebehandlet med plast og glimmer, og at det derfor skal afleveres i “småt brændbart” på genbrugspladsen? Det er jo vanvittigt, når man tænker på, hvor meget gavepapir der går til spilde i løbet af julen!

Aflever dine plastikposer i genbrugsbutikken

Der følger som regel en del plastikposer med, når gavebytteriet om få dage starter. De kan selvfølgelig genbruges som skraldespandsposer, hvis de passer i størrelsen, men ofte er de alt for store eller alt for små, og de ender derfor med at blive liggende i bunden af plastikpose-skuffen og fylde op.

I stedet for at irritere dig over den overfyldte skuffe, så sorter hurtigt dine poser, og aflever de overskydende i den lokale genbrugsbutik. De kan nemlig genbruge dem uanset størrelsen, og tager imod dem med kyshånd, så det ville være ærgerligt, hvis de ryger direkte i småt brændbart, ik?

Zero Waste tanken vokser hos mig

Jeg kan virkelig mærke, at der er sket noget med min tankegang i løbet af det sidste år. Det er blevet meget mere naturligt for mig, lige at gennemtænke, om jeg kan bruge noget, vi allerede har i huset, før jeg køber nyt – og overraskende nok, har det ofte været tilfældet. Jeg har helt sikkert sparet mange penge ved den tankegang.

Men det er blevet tydeligt for mig, at det er nødvendigt at rydde op og holde orden i sit hjem, for at genbrugstankegangen kan fungere. Hvis man skal lede efter en dims i halve og hele timer, så bliver det for fristende bare at gå ud og købe nyt.

Vi har lige få skiftet 3 vinduer her i huset, og min kæreste havde fornuftigt nok bedt håndværkerne om at lade de gamle stå. Umiddelbart kunne de ikke bruges til noget fornuftigt, for de to af dem er skilt ad til atomer, men naboen tager gerne imod glasset, som han skærer til og genbruger i sit drivhus. Ét af vinduerne er punkteret, men intakt med rammen, og min plan er at genbruge den i en mistbænk til foråret… og pludselig er det kun et par stykker træ, der skal køres på genbrugspladsen (medmindre jeg når at finde noget at bruge dem til ;O).