Category: Hjemmelavede gaver

Opskrift på strikkede scrunchies

Scrunchies er blevet moderne igen, og jeg er blevet vild med de strikkede hårelastikker, der giver lidt ekstra kulør og fylde til frisuren.

De tager kun et øjeblik at lave, og kan laves af garnrester… og så er opskriften super enkel.

Man strikker en rektangel på ca. 10 x 55 cm. Jo længere den er, jo flere rynker får den, og jo bredere den er desto mere fylde får den. Derudover skal du bruge en elastik på ca. 22 cm.

Hvis du også syede hårelastikker i 80’erne og 90’erne kender du allerede fremgangsmåden 😉

Sy rektanglet sammen på langs, så det bliver til et rør. Nu skal elastikken ind i røret (det er lettest, hvis du sætter den ene ende af elastikken fast i enden af røret med en sikkerhedsnål, så den ikke smutter helt igennem. Når elastikken er igennem, binder du en knude på den, og syr enderne af røret sammen… et voila!

Hvis opskriften ovenfor er ren volapyk, kan du finde et utal af videoer på Youtube, der viser fremgangsmåden😉

Mere chokolade…

Jeg elsker chokolade og undskylder mig gerne med, at det mørke chokolade har gavnlige egenskaber ;0)

Når man, som jeg, helst går en lang bue uden om mel, så bliver man hurtigt skakmat, når andre får en småkage eller en kage. Derfor har jeg lavet endnu en lille naturlig lækkerbisken, som jeg kan sætter tænderne i, når der skal lidt sødt til.

Igen er det ganske simpelt uden 37 ingredienser, der først skal købes ind. Det er ganske enkelt bare mandler, der er dyppet i mørk smeltet chokolade ligesom fignerne blev det.

Når de er kølet af, knækker jeg dem af i små stykker og opbevarer dem gamle glas.

Hurtigt og nemt… og tæller meget mere som selvforkælelse end et æble, når nu de andre spiser kage ;0)

Sundere slik… Figner i chokolade

Jeg vil gerne tilbage til en lidt sundere linje, end den vi har kørt her i julen, men jeg vil stadig have lov til at nappe lidt sødt indimellem, for livet er for kort til 100% afholdenhed ;0)

Tricket er at have lækkerier fyldt med smag inden for rækkevidde, så et par stykker kan gøre det, og så man ikke fristes af poserne med syntetisk skidt i stedet… og så må man jo i køkkenet og lave lækkerierne selv evt. af rester fra julen ;0)

En af mine favoritter er figner dyppet i smeltet mørk chokolade… Helt uden dikkedarer! Du smelter chokoladen, dypper fignerne og lader dem derefter køle af på bagepapir køleskabet – færdig bum!

Det er hurtigt og nemt, og jeg skal ikke ud og købe 37 ingredienser før jeg kan lave dem… yes, det er lige mad efter mit hovede!

Man kan ikke kalde det sund slik, for sukkerindholdet i fignerne er tårnhøjt, men det er naturlige råvarer, og det er sundere for kroppen. Så er fidusen bare, at begrænse sig til at nappe et par stykker i stedet for en håndfuld… ;0)

Strikket pandebånd med et twist

Jeg havde købt lidt for meget garn til min grågrønne trøje, og det skulle selvfølgelig bruges til noget, for det er alt for lækkert og blødt til at ende nederst i garnkurven. Så efter mange overvejelser (læs frustrationer ;0), faldt valget på et pandebånd med et twist. Jeg havde set dem i butikkerne, og tænkte, at sådan en må man da selv kunne lave.

Mit pandebånd er strikket i alpaka garn (men kan jo strikkes af al slags garn). Det er 11 cm bredt og 48 cm langt, og strikket i rib (men det kunne også være virkelig flot i perlestrik). Så langt så godt (det er rimelig nemt at gå til, ik?)

Men hvordan pokker laver man et twist???

Nå, men det man ikke ved, det må man jo finde ud af, og her er Youtube en kæmpe hjælp! Det tog ikke mange minutter at finde en god videovejledning, og så kunne jeg ellers bare gå i gang :0)

Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal bruge den sidste garnnøgle til…

Hulmønster strik og brusetabeletter

Juledagene har været en blandet fornøjelse i år, for jeg er blevet godt og grundigt (som i sover i siddende position) syg – og jeg hader det! Jeg har ganske enkelt ikke tålmodigheden til at være syg, og ville gå ud af mit gode skind, hvis ikke jeg havde mine strikkepinde.

Men der er kommet noget godt ud af det, for dagene på langs har betydet, at jeg endelig langt om længe, og med lidt hjælp fra min søster, har knækket koden til at strikke hulmønster. Det er SÅ godt, og det åbner en hel verden af smukke strikkeopskrifter, som jeg nu kan kaste mig ud i.

Det første hulmønster strikkeprojekt, som jeg har kastet mig ud i er min egen version af dette lille håndklæde til hundepoterne efter en gårtur i regnvejr. Det er nemlig et lille letoverskueligt projekt, hvor det ikke nødvendigvis er en katastrofe, hvis der er en lille fejl i mønstret hist og her – jeg er i hvert fald ret sikker på, at Karla er ligeglad ;0)

Så bevæbnet med strikkepindene i sofaen (og utallige afsnit af Matador på IPad med ørebøffer, så jeg ikke forstyrer manden i huset om natten), så er der da er lille håb for, at jeg kan bevare blot en lille smule sund fornuft indtil jeg igen er rask og rørig ;0)

Stiklinger og løg som værtindegave

Det er lige nu, at vi kan tage stiklinger af tomatplanterne, lavendlerne, æbletræet og mange flere planter og træer fra haven. Det er også lige nu, at vi planter forårsløg i haven (hvis altså vi huskede at få dem op af jorden ;O), så lige nu er det perfekte tidspunkt at bruge stiklinger og løg som værtindegaver til havefolket.

Jeg ville i hvert fald elske at få en stikling eller et par løg i værtindegave. De sætter sig ikke på sidebenene på samme måde som chokolade gør ;O), de er bæredygtige, og det er sjovt at dele sine have eksperimenter med hinanden – ville du ikke også blive glad for at få en stikling eller et par løg i værtindegave?

Så blev den hæklede bobbelpung endelig færdig

Den har sørme også været længe undervejs (som i et par år!), men nu er den endelig blevet færdig. Det var et af de der typiske tilfælde, hvor man bliver færdig med at hækle, og så går man i stå, når den skal syes sammen og lynlåsen skal monteres… og jeg har absolut ingen dårlig undskyldning at hive op af ærmet ;0)

Jeg trøster mig med, at starten af efteråret er det derfekte tidspunkt, at blive færdig med en tyk ulden pung i en skøn var farve… så kan jeg jo altid bruge den til at medbringe lommetørklæder, halsperstiller og næsespray i vinterhalvåret ;0)

Har du også fået lyst til at kaste dig ud i at hækle en bobbelpung (og er bedre til at få afsluttet et hækleprojekt end mig), så kan du finde en opskrift her :0). Er du mere til strikkepinde, så kunne denne her måske være noget for dig.

Genial gaveidé til haveentusiasten

Jeg er nød til lige at dele denne geniale gaveidé med jer. Vi fik den i weekenden af en rigtig god veninde. Den er enkel, sjov og absolut lige i øjet for en havenisse, som mig 🙂

En lerpotte med jord, frø og rn vejledning – tá da! Mere skal der ikke til.

Vi ved stadig ikke, hvilke frø, der gemmer sig i jorden, og må vente spændt på at se, hvad der kommer – og som ekstra bonus har hun husket, at jeg er nysgerrig efter at lærer at samle frø, og har valgt en sort, der kan samles frø af.

Jeg synes, at det er en skøn bæredygtig gave i bedste Zero Waste stil, og jeg vil helt sikkert tage ideen til mig, og bruge den selv en dag 🙂

Jeg har fået nyt legetøj :)

Artiklen er IKKE sponsoreret! Jeg har købt mig en god gammeldags dymo, en af den slags der ikke bruger batterier (ih, hvor jeg elsker ting, der ikke bruger batterier!) og som vi brugte i min barndom.

Jeg er vild med det retro-look, som det giver at klistre en klassisk dymo på et patentglas eller andre steder for den sags skyld, men jeg prøver dog at begrænse mig ;O) For ud over det åbenlyse formål, kan dymo’en også bruges til jule- og fødselsdagskort, på julekuglerne, til- og frakort og små statements rundt omkring i hjemmet (måske: Slå brættet ned? ;O)

Ud over at det ser godt ud, så er det også genialt i køkkenet, hvor vi bruger patentglas og genbrugsglas til opbevaring af forskellige slags mel. Det bliver en kæmpe hjælp, når drengene går i køkkenet (hvor de helst vil være alene, uden at mor blander sig!!!), og de fremover selv kan læse, hvad der er i de forskellige glas. Efter at jeg for et halvt års tid siden måtte nedjustere mit indtag af gluten kraftigt, har vi fået mange forskellige slags mel i skabet, og jeg kan også selv have svært ved at kende det ene fra det andet.

Hvis du, ligesom jeg, er vild med en gammeldags dymo, men ikke lige kan finde en undskyldning for at købe en, så prøv lige at google “retro dymo”, eller søg efter det på Instagram eller Pinterest… men derefter er der ingen vej tilbage – nu er du advaret ;O)

Hvad kan man egentlig bruge et gammelt syltetøjsglas til?

For nyligt lykkedes det mig at knække koden til, hvordan man fjerner etiketter fra gamle syltetøjsglas. Det har åbnet en hel verden at muligheder for at genanvende dem, og jeg har derfor lavet denne lille brainstorm med anvendelsesmuligheder:

Til madpakken – Salat eller yoghurt på farten

Coffee to go

Hjemmelavede snekugler (ryste kugler)

Til opbevaring af madrester

Shake’n bake kage gaver (med et lille kort og en sløjfe)

Hjemmelavede marmelade og syltede grønt

Lav overnight oats i dem, så kan det let tages med i farten på en travl morgen

Brug dem til at fryse rester ned i (her er det vigtigt at bruge glas der går lige op og ned, ikke dem med “skuldre” for de springer for let.)

Lysestager  inde og ude (bind et flot bånd og måske en lille blomst/gren på)

Opbevaring af dimser og dippedutter på børneværelse eller i værkstedet

Opbevaring på badeværelset (vatpinde og hårelastikker)

Kan du komme i tanke om flere anvendelsesmuligheder?