Month: February 2021

Ryd op!

Det er efterhånden ved at være mange år siden, at jeg flyttede fra 200 km2 til et lille rækkehus på knap 100 km2. Det var efter min skilsmisse, og vi havde boet i det store hus længe, så der var rigtig meget, der skulle sorteres og smides ud eller foræres væk, før at mit nye liv kunne begynde i det lille rækkehus.

Det var en fysisk hård proces, men psysisk føltes det rigtig godt, at rydde op og sortere fra, for det er skræmmende, hvor meget man gemmer til “hvad nu hvis jeg får brug for det en dag”, når man har pladsen til det🙈

Der var en naturlig begrænsning for, hvor meget jeg kunne tage med mig, for i det nye hus var der kun 4 skabe ud over køkkenet, og hvert barn skulle jo have et skab til deres tøj, og jeg bestemte mig hurtigt for, at der ikke måtte blive overfyldt i det nye hjem, bare fordi jeg gerne ville beholde et eller andet. Så jeg tog så mange ture til den lokale genbrugsbutik, at jeg følte mig helt hjemme, når jeg gik rundt i lokalerne, og genkendte tinge fra mit tidligere hjem.

Det interessante er, at jeg aldrig har manglet de ting, som jeg gav væk, og at jeg elskede at bo i det lille hus, for der vidste jeg altid præcis, hvad jeg havde, og hvor det lå…

Her hopper vi så frem til i dag, hvor jeg igen bor i et stort hus (med kælder!!!!!🤦🏼‍♀️). I min naivitet troede jeg, at jeg forblev en minimalist efter min store oprydning, men sådan forholder det sig bestemt ikke! Mere plads = flere ting… Jeg er bestemt bedre til at rydde op og sende ting til genbrug – bevares, men jeg har måtte sande, at det kræver mere opmærksomhed, hvis ikke ting efter ting igen skal snige sig ind i skabe og skuffer fordi jeg glemmer min principper.

“Men hvorfor dog bruge tid og energi på det, hvis du har plads nok i skabene?” tænker du måske…

Fordi det giver en dejlig ro, at vide præcis hvor alting er. Man slipper for at skulle bruge tid på at lede efter noget eller at købe dobbelt af noget man allerede har, fordi man har mistet overblikket.

Fordi man blivet glad, nå man åbner et skab, og finder en nydelig orden derinde, i stedet for at man skal flytte 5 ting, før man kan nå det man skal bruge.

Hverdagen bliver ganske enkelt lettere!

…og fordi at hvis du rydder op, og kun sorterer fra, så har du kun dine yndlingsting tilbage, og så ville du hver dag gå i dit yndlingstøj, og drikke kaffe af din yndlings kop, imens du kigger rundt på dine yndlingsting… lyder det ikke skønt?

Mit Surdejsbrød

Jeg har endelig fundet en opskrift på Surdejsbrød, der passer til mit temperament (løst oversat til: minimum tidsforbug og planlægning😜). Profferne vil nok argumentere for, at hævetiden er for kort, men hvis resultatet er lækkert, så ser jeg ingen grund til at bruge en ekstra dag på at bage mit brød😉

Opskrift på to små brød

300g hvedemel

200g Ølandshvedemel

4,5 dl lunkent vand

1 spsk salt

1 spsk honing

2 spsk raps olie (koldpresset og økologisk, naturligvis)

10g gær

ca. 50 dl surdej

Rør gæret ud i det lunkne vand og rør herefter alle ingredienserne sammen med en røremaskine, til glutenstrengene bliver synlige (det tager ca. 10 minutter).

Fordel dejen i en til 2 brødforme (jeg bruger to forme, så vi får brød, der passer til et stykke pålægschokolade ;O), og lad dejen hæve på køkkenbordet til det er dobbelt størrelse og der er kommet bobler i overfladen.

Dejen er ret våd i det, så jeg plejer ikke at pensle overfladen, men hvis du synes, at den er for tør, så giv den lige lidt olie.

Varm ovnen op til 250 grader. Brødene bages de første 10 minutter ved 250 grader, og herefter skrues temperaturen ned på 200 grader. Brødene er færdige efter ca. 45-50 minutter.