Month: May 2019

3 tips til nem bæredygtighed

Jeg synes, at det er sjovt at se tilbage på bloggen, og mindes alle de sjove (og svære) projekter, som jeg har haft gang i i løbet af de sidste år – jeg gør det bare alt for sjældent. Sidst jeg sad og bladrede igennem indlæggene, slog det mig, hvor meget bedre vi er blevet til at tænke bæredygtigt her i huset.

Vi er på ingen måde revolutionerende, men vi lever efter princippet om at mange bække små også gør en forskel… både for miljøet og , som bonus, for vores pengepung. 

Der skal slet ikke så meget til, så derfor har jeg valgt at dele min 3 yndlings bæredygtige tiltag med jer. De kræver ikke meget mere end beslutningen om at ændre vaner:

1.Opsamling af vand. Det kan være regnvand udenfor, men det kan også være “vente vand” fra bruseren, eller blot at bruge resten af drikkevandet fra aftensmaden til at vande blomsterne på terrassen med (du kan blot opsamle det i en vandkande af plast).

2. Undgå madspild med “Spis mig først”-kassen i køleskabet, der sikre at vi får spist pålæg i den rigtige rækkefølge. I det hele taget har vores køleskab fået flere dage, hvor det er gabende tomt op til indkøbsdagen for at undgå madspild – og det sjove er, at vi spiser de lækreste “put-i-panden” retter af rester på netop de dage.

3. Selvforsyning fra haven. Måske tænker du nu, “jo tak, men jeg gider ikke slave i køkkenhaven hele sommeren”. Men det behøver du heller ikke, for selvforsyning fra haven kan være mere end høsten fra køkkenhaven. Det kan også være at låne blomster til krukken foran hoveddøren, eller at plukke buketter til stuen i stedet for at købe en, der er blevet transporteret mange kilometer, for at nå frem til butikken. 

Hvad er dit bedste bæredygtige tip?

Spiselige blomster

Jeg drømmer om at kunne pynte mine salater og kager med smukke spiselige blomster, men jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har fået sat mig ind i, hvilke blomster der er spiselige ud over Morgenfruen.

Heldigvis har frøproducenterne tænkt på nybegyndere som mig ;0) De har nemlig lavet en en pose blandede frø med lutter spiselige blomster. Det er derfor alligevel lykkedes mig, at få plantet en masse smukke spiselige blomster i min have i år… yeah!

Mit håb er nu, at jeg kan høste frø fra disse blomster (hvilket i øvrigt et endnu et haveprojekt, som jeg intet aner om, men som Pippi Langstrømpe siger – det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt ;0), så jeg kan blive ved med at have spiselige blomster i haven fremover.

Gør plantesækken lidt kønnere

Vores tomater er kommet ud på terrassen nu. De er plantet i selvandingskasser, med en plantesæk, og lad os bare sige det højt – de der plantesække er alt andet end en fryd for øjet!

Det går an i et drivhus nede bag i haven, men på terrassen, lige ved siden af havemøblerne – der må det godt se pænt ud, når nu man bruger så meget energi på at indrette resten af terrassen hyggeligt!

Derfor blev jeg glad, da jeg så at man kan lægge kokosmåtter ovenpå plantesækkene. Det gør hele tomatarrangementet betydelig pænere at se på. De er ikke engang specielt dyre, og så kan de klippes i facon, så de passer til det, du skal bruge dem til – smart ik’?

Jeg synes i hvert fald, at det var så smart, at jeg måtte anbefale dem til jer (og nej, mine mening er som sædvanligt ikke sponsoreret ;0)

Haven i maj

Pyh… har haft så travlt i haven, at jeg slet ikke har nået at skrive en To Do liste for maj. Men den er også kort:

1.Plante

2. Vande

3. Lue ukrudt

Maj er en travl måned i køkkenhaven, men også en fantastisk måned, hvor have og køkkenhaven begynder at ligne noget, der rent faktisk vil give afgrøder, og hvor planteskolerne fyldes med skønne farver.

Tomatplanterne er kommet på friland, køkkenhaven er næste sået til nu med frø, løg og spirer i forskellige udgaver. Jeg mangler bare lige at flytte de små ærtespirer derud.

Jeg har snydt med grønkålen og pluksalaten i år, og købt dem forspiret fra planteskolen. Det er en fin løsning til at komme godt fra start, og som jeg tror, at jeg vil gøre igen næste år, for der er grænser for, hvor meget plads jeg kan afsætte til forspiring inde i huset ;0)

…og jeg indrømmer blankt, at jeg begynder at glæde mig til en lidt roligere juni, hvor kommer til at handle mere om at passe og vedligeholde køkkenhaven – nå ja, og så begynder vi også at kunne høste lidt derude, Jubii :0)

Min nye gamle vasketøjskurv

Min nabo må tro, at jeg er blevet tosset – eller blot lettere hysterisk, for det tog en grundig rengøring med en tandbørste midt på terrassen, at få den gamle vasketøjskurv vasket ren (Jeg er ikke hysterisk med nullermænd, jeg kan bare bedst li’ vores egne ;O).

Jeg havde længe ønsket mig en gammel flettet vasketøjskurv. De er flotte, og så oser de af sommerhus, og det er netop sommerhusstemningen, jeg prøver at ramme i vores soveværelse – det er et forsøg på at narre min hjerne til at tro, at jeg altid vågner op i et sommerhus… det lykkedes næsten ;O) 

Nå men tilbage til tandbørsten… Nogle gange er det godt, at man ikke ved, hvor meget arbejde der er i at få gamle genbrugsfund fikset og flotte igen, når man køber dem. En flettet kurv har altså virkelig mange kringelkroge!

Det lykkedes at komme ind i dem alle, og kurven står nu og spreder sommerhusstemning i soveværelset.

Det begynder at ligne en køkkenhave

Jeg er pavestolt! Det der for et par måneder siden var et stykke gråbrunt og kedeligt stykke jord, begynder nu lige så stille at ligne en køkkenhave – og jeg skal lige hilse og sige, at hvis jeg kan finde ud af det, så kan alle!!

Jeg tror faktiske, at dette er et af de første projekter, jeg har rodet mig ud i, hvor processen er lige så spændende som resultatet. Jeg kan plante et frø, men jeg ved ikke om det begynder at gro, så hvert et grønt lille blad er en succes.

Før tænkte jeg køkkenhaven som noget man plantede til i foråret, og høstede om sommeren (formentligt i overflod af ganske få afgrøder, som man alligevel ikke fik spist op). Vi brugte kun halvdelen af indholdet i frøposerne, og resterne blev liggende i skabet, til de blev for gamle til brug – kan du genkende det? Nu har jeg fået øjnene op for at sæsonen varer det meste af året, via forskudt såning, sene og tidlige afgrøder.

Og man skal ikke give op, når noget går galt! Årets første fiasko var den bredbladet persille, der ikke ville op af jorden. Nu er den opgivet og glemt, for der er sat løg i rækkerne i stedet for… og det er måske netop grundtanken bag for en glad haveejer: “hvis ikke det dur, så prøv noget andet” :O)

Skvalderkål i krukker

“Gad vide om vi burde ringe efter Doktor Hansen?” Det spørgsmål står min bedre halvdel vist ofte med, når jeg kommer på skøre påhit, og denne gang kan jeg godt forstå ham, for jeg har plantet skvalderkål i en krukke på terrassen.

Inden du står helt af, er du altså lige nød til at høre om tankerne bag denne tossede idé!

Skvalderkål er (ud over at det betragtes som ukrudt) en sund afgrøde, som kan bruges til alt fra bagning til smoothies. Den indeholder nemlig både C-vitamin, jern, kalcium og magnesium. Den er ualmindelig let at dyrke – så hvorfor ikke dyrke den? Ja, det skulle da lige være af frygten for at den skal overtage hele haven ;O)

Vi drømmer om en dag at få en stor have med en lille klynge træer i bunden af haven. Det ville være det perfekte sted, at have vildt voksende skvalderkål. Men den have har vi ikke endnu. Lige nu har vi en have, hvor der ikke er plads til skvalderkål – og hvad gør man så?

Ja, jeg har valgt at plante skvalderkål i en krukke, og har stillet den på terrassen – langt væk fra adgang til resten af haven. Mit håb er, at jeg i løbet af sommeren vil få en grøn frodig krukke, hvor jeg kan høste skvalderkål til eget forbrug, uden at det spreder sig til resten af haven.

Skal jeg bede ham om at ringe til lægen? ;O)

Gødning til mine DIY tomater

Jeg blev drillet lidt med, at de tomatplanter, som jeg selv har drevet frem af frø, som jeg høstede i efteråret, ikke var lige så store som dem man kan købe i butikkerne lige nu.

Det gjorde lidt ondt på mit ego, men jeg afskrev det med, planterne i butikkerne er drevet frem under beskyttede forhold af erfarende gartner…. men noget måtte der gøres.

Mine tomatplanter er plantet om flere gange, og har hver gang fået nyt pottemuld, så jeg troede, de fik næring nok. Men så fandt jeg ud af, at pottemuld kun har gødning nok til de første 3 uger, derefter skal der tilføres gødning (så blev man så klog!)

Nu har de fået en sjat gødning, og resultatet ses tydeligt. Vi er nået dertil, hvor vi skal begynde at holde øje med de små skud, som man skal nippe af (Sejr!)

Så nu følger jeg anbefalingen til gødning… og drømmer om en ekstra god høst til sommer ;0)

Mit første besøg i en åben have

I weekenden tog vi for allerførste gang på besøg i en åben have. Vi havde ved et tilfælde set et opslag på Facebook, om en åben have i Spandet, og da vi var i nærheden, besluttede vi at tage derhen. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til, men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var så farligt ;0)

Den søde dame, der ejer haven, tog pænt imod os, og guidede os rundt imellem Hosta, rododendron og tusindvis af andre planter. Det blev til en hyggelig snak om de forskellige blomster og træer, og turen sluttede af i hendes mini gartneri, hvor vi kunne købe de planter vi var faldet for på turen rundt i haven.

Det var en super god oplevelse, og vi skal helt sikkert derud igen og se, hvordan haven udvikler sig hen over sommeren.

Jeg har bestemt også fået mod på, at besøge flere haver rundt om i landet i håbet om at finde nogle flotte køkkenhaver derude, som jeg kan lade mig inspirere af 🙂

Hvis du (ligesom mig) også har gået rundt og haft lyst til at besøge åbne haver, men bare aldrig har fået gjort noget ved det, så kan jeg bestemt anbefale dig at gøre alvor af det, for det er som sagt ret hyggeligt… så se bare at komme afsted!

Så fik jeg endelig mine mini drivhuse

Jeg har nu i flere år ønsket mig at bruge gamle ruder, som mini drivhuse (eller drivtunneler om man vil) til at give de små spæde planter en ekstra god start på sæsonen.

Jeg har tidligere forsøgt mig med en gammel rude, som vi fik skiftet, men den var alt for tung og uhandy for mig, og det går jo ikke, at jeg ikke kan flytte dem eller tage dem ind, når de melder stormvejr.

Denne weekend lykkedes det endelig at finde nogle forsatsruder i den blå avis, der passede perfekt i størrelsen – både til køkkenhaven, og til mig 🙂

Nu står de fint i i køkkenhaven, og jeg krydser fingre for at de ikke vælter, og at de kan hjælpe mine små skud lidt på vej 🙂